Hvordan er killingen vokset op?

Vores killinger bliver født i soveværelset og bor her sammen med moderen de første par uger af deres liv. Herefter flytter de ind i spisestuen, i sikre omgivelser, i en killinge-kravlegård. Her kan de vænne sig til omgivelserne, dagligdagens lyde og lugte og de er fortsat i tæt kontakt med mennesker (og senere også hund). Når de er omkring 5 uger bliver de sluppet løs i hele huset – eller dvs. så kan vi ikke længere holde vildbasserne indespæret. :)
Socialisering via tæt kontakt til mennesker i de første leveuger er meget vigtigt for at ende op med kælne, kontaktsøgende katte.

 

Kælekat, udstillingskat eller avlskat?

 

En kælekat er er en kat som ikke skal bruges i avl, og i praksis betyder det at den vil være kønsneutraliseret før den flytter hjemmefra. En kælekat kan være en kat med ubetydelige skønhedsfejl som fx ører der er en anelse for bredt ansat, en uønsket hvid plet, eller fx en uregelmæssighed på halespidsen. Men for det meste fejler katten intet, vi sælger langt størstedelen af vores killinger “til kæl”. De er kun ganske få som forlader vores katteri intakte.

Hvis man gerne vil prøve at udstille sin kat, er det en god idé at nævne det for os. Så kan vi hjælpe med at finde en killing som vi tror vil være egnet til en udstillingskarriere, omend det skal understreges at vi aldrig kan garantere for killingens udstillingsresultater, da disse afhænger både af konkurrencen, af dommernes valg og af killingens fremtidige udvikling.

 

Vi sælger ikke ret mange avlskatte og når vi gør, er det som regel til folk vi kender i forvejen. Vi vil til hver en tid anbefale at man starter med en udstillingsegnet kastrat. At udstille aktivt er noget nær den eneste måde man kan opnå tilstrækkeligt kendskab til sin race og opbygge det netværk som er uundværligt for enhver ordentlig opdrætter.

Prisen på en killing?

Vi sælger altid killingerne færdig vaccineret og neutraliseret til kæle- og udstillingsbrug, prisen for killingen er 3.000kr + 2.000kr i udgifter til dyrlæge, dvs. i alt 5000kr. De er i reglen klar til at rejse hjemmefra i 14-15 ugers alderen, ledsaget af et registreringscertifikat fra TICA, en sundhedsattest fra dyrlægen og en skriftlig salgsaftale, samt naturligvis lidt mad, godbidder, legetøj m.m.

Tidlig neutralisering?

Killingerne bliver som nævnt neutraliseret inden de rejser hjemmefra. Det gør vi fordi det er meget nemmere for vores købere ikke at skulle igennem bekymringer og udgifter til dyrlæge kort tid efter anskaffelsen, og fordi unge killinger kommer sig langt hurtigere over indgrebet end voksne katte. Der er altså klare dyreværnsmæssige fordele ved at neutralisere tidligt, og økonomiske såvel som følelsesmæssige fordele for køber.

Artikel om tidlig neutralisering af Helle Andersen

The Winn Feline Foundation – Early-Age Spaying and Neutering

Hvilke krav stiller vi til killingens nye hjem?

For at købe en killing hos os skal du selvfølgelig love os at du vil passe rigtigt godt på killingen. Hvis killingen eller senere katten bliver syg skal den straks til dyrlægen. Katten skal have et ordentligt foder og altid have adgang til frisk vand. Du må som Maine Coon ejer påregne pelspleje, som regel er en gennembørstning en gang om ugen nok.

Vi har det bedst med at katten holdes under sikre forhold, dvs. som indekat evt. med adgang til indhegnet have, løbegård eller gåture i sele. Det er en sejlivet misforståelse at katten kun kan blive lykkelig med fri adgang til udelivets farer. Hvert år dræbes omkring 70.000 katte i trafikken i Danmark (se Vejdirektoratet) – det er over 5% af landets samlede kattebestand. Så tænk over det inden du slipper katten løs.

Sundhed

Vi overholder både FIFe’s og TICA’s regler for avl og opdræt, og vi er fuldgyldige medlemmer af den internationale specialklub Maine Coon Breeders And Fanciers Association og dermed underlagt dennes etiske regelsæt.

Vores avlskatte er eller vil blive testet, ved ultralyd og DNA-test, for HCM, en hjertesygdom som findes hos både race- og huskatte, herunder også Maine Coon. Vi benytter kun katter der er fundet fri for genmutationen cMyBPC-3 og er scannet negative.  Desuden er avlskattene selvfølgelig nøje udvalgt fra ind- og udland med henblik på sundhed, udseende, størrelse og temperament for bedst muligt at sikre at killingerne bliver som vi synes en rigtig Maine Coon skal være.

Hvis du har yderligere spørgsmål så send os endelig en mail.

“This cattery has NOT been inspected by and is not endorsed by The International Cat Association, Inc.”

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>